Historie
Content Ruler - Børnekonferencen

Tværprofessionelt samarbejde omkring børn er hovedtemaet for Børnekonferencen, der i 2011 blev en realitet i et samarbejde med Bupl, Skolelederne, UdviklingsForum, Eva, Socialpædagogerne, Dansk Psykolog Forening, Anvendt KommunalForskning, Dansk Socialrådgiverforening, Børnerådet og Komitéen for Benny Andersen Prisen. Siden er konferencen kørt videre i eget regi og afholdes i 2016 for sjette år i træk.

Børnekonferencens formål er gensidig inspiration og tværprofessionel dialog med fokus på børn, der har brug for en særlig indsats og på, hvordan forskellige faggrupper konkret kan blive bedre til at samarbejde om den rigtige indsats på det rigtige tidspunkt til gavn for børn i Danmark. 

På tværs af kommunale forvaltninger og faggrænser byder konferencen på faglige oplæg om børn med særlige omstændigheder, nyeste viden fra forskning, evalueringer og lignende, samt eksempler på, hvor man har forsøgt at arbejde tværprofessionelt til gavn for helheden i en bedre, hurtigere og evidensbaseret indsats til gavn for børn og unge med særlige omstændigheder. 

Børnekonferencen 2011 blev afholdt i DGI Huset i Vejle med ca. 280 deltagere fra over halvdelen af Danmarks kommuner. Det var et godt arrangement med et meget ambitiøst program. Det var en god start, som vi lærte meget af. Blandt andet har vi lært, at man ikke skal afslutte med en paneldebat, og der skal altid være kaffe og kage i rigelige mængder om eftermiddagen. Der var dog en del udfordringer med selve stedet, så vi valgte at se os om efter et andet sted at afholde Børnekonferencen fremover. Se deltagerlisten fra 2011.

Børnekonferencen 2012 blev afholdt på Bygholm Park Hotel i Horsens med ca. 350 deltagere fra over halvdelen af Danmarks kommuner. En rigtig god konference, som bragte os niveauet videre og hvor vi kunne mærke, at de fleste begynderfejl blev renset ud. Bygholm er et fantastisk sted, at afholde konferencer, hvilket i sig selv gjorde dagen meget bedre. Se deltagerlisten fra 2012.

Børnekonferencen 2013 blev afholdt på Bygholm Park Hotel i Horsens med ca. 389 deltagere fra over halvdelen af Danmarks kommuner. Det var lige ved at blive lidt for spændende fordi der var snestorm, men da Børnerådets formand, tidligere politidirektør Per Larsen, meddelte, at han sagtens kunne nå frem i sin personbil, tog vi det mere roligt. Selvom medierne gik i selvsving og enkelte ikke turde tage afsted, nåede langt de fleste deltagere dog frem og havde en rigtig god konference, der har fået meget flotte evalueringer. Se deltagerlisten fra 2013.

Børnekonferencen 2014 blev igen afholdt på Bygholm Park Hotel i Horsens med langt over 300 deltagere fra halvdelen af landets kommuner. Se deltagerlisten fra 2014. 

Benny, Daniel og Nicolaj

Content Ruler - Børnekonferencen